Som flittige læsere (hej mor!) af bloggen ved, så står den altid på øko/frilandskylling herhjemme. Af og til, bliver den lavet som kyllingesteg, men ofte bliver den parteret i over- og underlår, bryst, skind, skrog, vingespidser, over- og undervinger.
Lår og bryster bliver brugt til en mængde forskellige retter, skindet bliver crispy chips, skroget bliver til fond sammen med vingespidserne, og resten af vingerne bliver skrabet sammen i fryseren, til der er nok til en omgang hot wings – hvilket vingerne altid bliver brugt til. Hvis man går dyrevelfærdsvejen, kan det være svært at købe hele pakker med kyllingevinger, så derfor må man være systematisk og væbne sig med tålmodighed.
Jeg har for nyligt været så uheldig, at stå med en pakke konventionelle kyllingelår. Da jeg åbnede den, stank der af rådden køkkenmødding. Det er min formodning, at kyllingerne havde den særprægede gyllelugt fra et kort liv på 36-39 dage badet i deres eget møg. Kyllingerne vokser så hurtigt, at de ikke kan holde sig oprejst i længere tid af gangen, hvilket medfører at deres bryster også ligge i kyllingemøg. Jeg har engang hørt en landmand påstå, at kyllingerne bare hvilede sig! Magen til ignorant møgøre. Han skulle prøve at sove i sin egen gylletank! Interessant er det, at hvis man slukkede for ventilationen i en slagtekyllingestald, ville kyllingerne dø af O2-mangel i løbet af kort tid – simpelthen fordi der er så meget afføring i stalden. Det er sørme en produktion, vi kan være stolte af… Jeg spiser gerne tripe, grisehaler og andet godt fra dyr, der har haft en ordentlig opvækst, men de kyllingelår kunne jeg ikke spise. Kom ikke og påstå at der ikke er en kvalitetsforskel – kylling skal jo ikke lugte af gylletank!
Og så til noget mere appetitligt. De her hot wings har fået en klassisk rub og herefter grillet. Som lidt smør på smørret, skal vingerne dyppes i en hipster sauce. En hipster sauces grundingrediens er kaffe, men ikke almindeligt kaffe. Det skal være kaffe, der på en eller anden måde distancere sig fra det formalede støv fra dem med de uventede gæster. Gå efter hele bønner (helst hjemmeristede), brug en stempelkande eller Aeropress, kaffen skal have en eller flere af følgende kvalitetstegn:
– Økologisk
– Fair Trade
– købt på Vesterbro af en mand med skæg
– være fra en navngiven kaffebonde
– været en tur gennem en luwaks fordøjelsessystem
Tilbehøret til hipster saucer hot wings er hvidt hjemmelavet toastbrød og Texas caviar.
- 500 g. økologiske kyllingevinger
- 20 g. paprika
- 10 g. salt
- 20 g. peber
- 1 tsk. cayennepeber
- 1 løg, finthakket
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 2 spsk. majsolie
- 1 tsk. tørret oregano
- ½ tsk. spidskommen
- 2 tsk.æbleeddike
- 50 g. brun farin
- 250 ml. passata
- 250 ml. kaffe brygget på bønner fra en navngiven økobonde i Panama og køb i en lille butik på Vesterbro, hvor de selv rister bønnerne (hvis du da ikke har ristet dem selv).
- 2 tørrede ancho-chilier
- Salt
- Start med at blande alle rub-ingredienserne.
- Kom kyllingevingerne i en pose, kom rub ned til kyllingevingerne og ryst grundigt for at coate vingerne.
- Sæt kyllingevingerne på køl i en time.
- Sæt chilierne i blød i en skål vand.
- Find en pande frem.
- Sauter løg og hvidløg i olien til de er bløde på panden.
- Tilsæt herefter oregano og spidskommen og sauter lidt videre.
- Deglacer panden med æbleeddike.
- Tilsæt kaffe, passata og sukker, og lad det hele simre i 5 minutter.
- Hak de udblødte chilier fint og tilsæt dem saucen.
- Lad saucen simre videre i 15-20 minutter og blend den herefter.
- Køl saucen af.
- Grill kyllingevingerne i 15-20 minutter og server kyllingevingerne med en bøtte sauce til at dyppe i.
